Plejehjem bryder tabu om døden

Skrevet af admin

30/03/2015

Mest læste i dag

Ældre på plejehjem lever gennemsnitligt i to år i deres nye bolig, efter de er flyttet ind.

Men selv om døden er tæt på, så kan det være svært for de ansatte at få mod til at spørge til beboernes tanker.

Fire kommuner, Gladsaxe, Herning, Kolding og Aarhus, forsøger at bryde tabuet og sender personalet på kurser, hvor de lærer at tale med beboerne om døden.

Et tiltrængt initiativ siger afdelingsleder på plejehjemmet Bakkegården i Gladsaxe Tine Jørgensen.

- Det kan være svært at vurdere, hvordan og hvornår man skal spørge. Derfor risikerer nogle beboere at gå alene med deres tanker, siger hun til Ritzau.

Især vurderer hun, at personalet er blevet bedre til at fange beboernes små bemærkninger.

- Det kan være en beboer, som når mørket falder på, og gardinerne trækkes for, siger: "gad vide, om jeg vågner i morgen".

- I stedet for at lade som ingenting, så spørger vi, "hvad mener du". Ofte handler det om at få en sikkerhed for, at de kan få lov til at dø her og slippe for at komme på sygehuset, siger Tine Jørgensen.

- Andre har ingen nær familie og kan være bange for at dø alene. Så beroliger vi med, at der vil sidde en fra personalet ved siden af.

Nogle beboere dør pludseligt eller sover ind om natten, men for at hjælpe det store flertal, der langsomt bliver dårligere, sikrer projektet, at alle bliver spurgt, og at deres ønsker skrives ned.

Blandt de, der har fået glæde af projektet, er de efterladte til Wanda Schøning, som døde på Bakkegården i november. 96 år gammel.

Hendes datter, Vibeke Schøning, siger til Ritzau, at det hjalp familien, at moderen både havde fortalt plejehjemmet og familien, hvordan hun helst ville slutte sit liv.

Så da hun rammes af en hjerneblødning og bliver indlagt på sygehuset, ved de, at hun ingen livsforlængende behandling ønsker, og at hun vil dø på Bakkegården.

- På hospitalet forsøgte de at behandle hende med medicin, men vi kunne se, hvor dårlig hun var, og derfor blev vi enige om at sige stop.

Det var en stor beslutning, men vi havde vores mors ønsker at holde fast i, siger Vibeke Schøning.

De fire kommuners erfaringer skal efter projektets afslutning udbredes til resten af landet.

/ritzau/