Samtaler virker ligeså godt som medicin, hvis du er deprimeret

Skrevet af Ninna Andreasen

18/12/2015

Dagens topnyheder

Psykologsamtaler virker ligeså godt mod depression som piller. Det viser en gennemgang af forskningen, som forskere fra University of North Carolina har gennemgået.

Forskerne har kigget på studier fra 1995 til 2015, som sammenligner kognitiv terapi med antidepressiv medicin. Det skriver Videnskab.dk.

Forskerne har målt effekten af de to typer behandling ved hjælp af spørgeskemaer. Patienterne er blevet bedt om at svare på spørgsmål om humør, skyldfølelse, søvn og selvmordstanker. Det er den såkaldte Hamilton-skala, der bliver brugt til at vurdere, hvor slem en depression er.

Ud fra svarerne i spørgeskemaet får man en “pointsats”. Den viser, hvor deprimeret, man er.

Ved at sammenligne patienternes svar kunne forskerne se, at psykoterapi virker ligeså godt som medicin på depression. På den måde bekræfter forskningsgennemgangen resultaterne fra tidligere studier.

Professor i psykiatri på Københavns Universitet og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup, Poul Videbech mener, at resultatet understreger behovet for mere terapi fremfor piller.

- Det peger på, at vi skal satse meget mere på psykoterapi i Danmark. Problemet i Danmark er, at psykoterapi koster mange penge, hvorimod medicin er blevet meget billig de senere år. Så det kræver, at man politisk prioriterer det. Det er en økonomisk prioritering. Det her studie er et argument for, at man skal tage debatten, siger han.

Læs også: 4 grunde til at du er nødt til at acceptere smerte for at blive lykkelig

Mange patienter har ifølge hans erfaring et stort ønske om at gå i terapi. Desværre har de bare sjældent råd til at betale for det.

Som sådan bliver han ikke overrasket over resultatet, som han kalder “en gammel traver”.

- Det passer godt med andre undersøgelser. Vi ved, at 50-60 procent får det bedre af psykoterapi, og det er nogenlunde det samme som med medicin, siger han.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: