Ung mor tror, hun har forstoppelse: Hendes liv er dog tæt på at ende

Skrevet af Henrik R

14/06/2023
Karen sad og så sin søn spille en fodboldkamp, da hun pludselig fik det dårligt. Hun troede, hun havde spist noget dårligt. Kort efter gik den grusomme sandhed op for hende og familien.

Mest læste i dag

Da Karen Davey fik mystiske smerter i brystet, mens hun så sin søns fodboldkamp, troede hun først, at det var forstoppelse.

Men kort tid efter fik hun at vide, at hun skulle have en hjertetransplantation. Ellers ville hun dø. Det skriver The Mirror.

Den unge mor fra Wales var aktiv. Hun svømmede halvanden kilometer om dagen og trænede ofte i fitnesscentret. Livsstilen fik dog en brat ende i oktober 2015.

Her sad hun og så sønnen Brandom spille fodbold, da hun pludselig mærkede en overvældende smerte i brystet. Hendes arme begyndte pludselig at sove. Folk i nærheden skyndte sig hen til hende. En ambulance blev tilkaldt, men inden for 10 minutter var smerten væk.

"Jeg følte mig lidt fjollet, da ambulancen kom, fordi jeg på det tidspunkt havde det fint. Redderne lavede et kardiogram, men det viste ikke noget. Jeg kom med på hospitalet for en sikkerheds skyld. Alle troede, det var forstoppelse. På intet tidspunkt troede jeg, at det var et hjerteanfald," siger Karen Davey.

Hun fik foretaget en række tests på hospitalet. Moderen havde det fint, men lægerne var bekymrede. Til deres og familiens store chok viste undersøgelserne, at hjerteanfaldet havde skabt et hul i Karen Daveys hjerte. Hun blev omgående sendt på operationsstuen.

Hun fik flere hjerteanfald. Til sidst lykkedes det lægerne at stabilisere hende, men dagen efter kollapsede en blodåre igen.

Karen Davey fik indopereret en pumpe, som holdt hende i live. Men en hjertetransplantation var nødvendig for at holde hende i live. Lægerne sagde, at der kunne gå op mod tre måneder, før der var et hjerte. Efter to uger begyndte det dog at gå så hurtigt ned ad bakke med hendes helbred, at hun blev sat øverst på ventelisten.

24 timer senere fik hun opkaldet om, at der var fundet et hjerte til hende. Efter en omfattende operation, der varede et halvt døgn, blev hun indlagt i fire uger. Her skulle hun lære at gå igen.

Vil takke donorens familie
Nu kommer hun langsomt til hægterne igen. Bortset fra nogle småinfektioner, som skyldes, at hun for immunnedsættende medicin, så kroppen ikke afstøder hjertet, har hun det meget bedre.

Karen Davey har dog ét ønske: At takke donorens familie. Det eneste, hun har fået at vide om donoren, er, at det er en mand på 28 år.

"Jeg kan ikke takke min donors familie nok for at overveje organdonation. Det har reddet mit liv og betyder, at mine fire børn stadig har en mor," siger hun.

Hun håber, at hun ved at dele sin historie kan få flere til at overveje organdonation.