Unge piger passer på sig selv - tilfælde af klamydia faldet drastisk

Skrevet af admin

03/09/2014

Mest læste i dag

En række kampagner, som Sundhedsstyrelsen har kørt siden 2004 i kampen mod klamydia og i forsøget på at få unge til at bruge kondom, har tilsyneladende virket, skriver Politiken onsdag.

38 procent færre piger mellem 15 og 19 år får i dag den smitsomme kønssygdom, end da smitten toppede i 2008, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Fra 47,4 diagnosticerede piger per 1000 i 2008 til 29,2 sidste år. Blandt drengene faldt antallet af smittede med 30 procent.

- Der er sket et eller andet særligt med de helt unge piger, for det er her, vi ser det største fald, siger Niels Sandø, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, til avisen.

Han understreger, at det totale antal nye tilfælde af klamydia også falder, dog lidt langsommere.

Faktisk tror Niels Sandø, at der er tale om en "positiv adfærdsændring hos de meget unge piger, hvor de passer bedre på sig selv":

- Vi ser også et fald i antallet af provokerede aborter hos de 15-19-årige piger og et fald i teenagefødsler.

I alt fik 17.500 15-24-årige danskere konstateret klamydia i 2013. Det er omkring 3700 færre end i 2009.

Foreningen Sex & Samfund kaldet det"positivt", at mange års kampagner for brug af kondom nu afspejler sig i tallene.

Men antallet af smittede er fortsat alt for højt, understreger Niles Sandø.

- De alleryngste ligger nu på det niveau, hvor vi lå samlet set, da vi startede vores tiltag i 2004. Dengang mente vi, at vi havde et problem, så det har vi stadig, siger han.

/ritzau/