Google er klar til at sende selvkørende biler på gaden

Skrevet af admin

15/05/2015

Mest læste i dag

Googles selvkørende biler forlader testbanen og kører ud på offentlig vej denne sommer, meddeler selskabet.

Men i modsætning til, hvad teknologigiganten oprindeligt havde planlagt, vil bilerne være udstyret med rat og bremser.

Foreløbig er der fremstillet 25 prototyper med samme teknologi som Googles Lexus-biler, der i alt har kørt omkring 16.000 kilometer ugentligt i de seneste måneder, skriver Google i en blog.

De 25 selvkørende prototype-biler er fremstillet af bilproducenten Roush Industries og har både rat, bremse og speeder, så de ingeniører, der i øjeblikket prøvekører bilerne, "kan overtage kørslen, hvis det bliver nødvendigt", skriver projektleder Chris Urmson.

Sidste år, da Google præsenterede de førerløse biler, sagde Urmson om dem, at de ikke ville blive udstyret med rat og pedaler, for "der er ikke brug for det".

I løbet af det seneste år har bilerne, som har plads til to personer, været afprøvet internt.

Når bilerne skal ud på gader og stræder, bliver det i første omgang kun i nærheden af Google-hovedkvarteret i Mountain View i Californien.

Prototypernes tophastighed er sat til 40 kilometer i timen for at mindske risikoen for alvorlige ulykker, siger Google.

Tidligere på ugen meddelte Google, at Lexus-bilerne i testfasen har været involveret i 11 mindre ulykker.

IT-giganten fastholder dog, at det ikke skyldes teknologien i de selvkørende biler, og at andre bilister var skyld i ulykkerne.

/ritzau/Reuters