21-årig mast under kors ved paves mindehøjtidelighed

Skrevet af admin

24/04/2014

Mest læste i dag

En 21-årig italiensk mand er torsdag død, da et 30 meter højt trækors væltede ned over ham under en ceremoni, der ærede den afdøde pave Johannes Paul II.

- Det er en uforståelig tragedie. Et ungt liv, så mange drømme ødelagt på denne måde, siger Silvio Citroni, der er borgmester i den lille by Cevo, hvor ulykken fandt sted.

- Drengene løb i alle retninger, da de hørte lyden af splintrende træ. Desværre løb den stakkels dreng den forkerte vej, siger Citroni, der tilføjer, at yderligere fejringer af Johannes Paul II's kommende helgenkåring er aflyst.

Den 21-årige havde et mindre handicap, hvilket kan have betydet, at hans reaktion på det faldende kors var langsommere end de andre, der var til stede.

Ulykken sker blot tre dage før helgenkåringen af både Johannes Paul II og den italienskfødte tidligere pave Johannes XXIII.

Ifølge en lokal avis boede den 21-årige på en gade opkaldt efter netop Johannes XXIII.

/ritzau/AFP