50 syriske soldater meldes dræbt i islamistisk baghold

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Mindst 50 soldater fra den syriske hær er blevet dræbt i et bagholdsangreb udført af oprørere fra den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS), rapporterer nyhedsbureauet AFP, der citerer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- Mindst 50 soldater blev fanget i et baghold. Nogle af dem blev dræbt i kamp, men de fleste af dem blev halshugget, siger Rami Abdel Rahman, der er direktør for Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, til AFP.

Militante fra Islamisk Stat hævder på de sociale medier, at de har dræbt mindst 75 syriske regeringssoldater.

- 75 soldater fra den (syriske hærs, red.) 17. division blev fanget ved Abu Shared og blev halshugget, har en sympatisør skrevet på Twitter.

Der er også blevet lagt billeder ud på de sociale medier med hovedløse soldaterkroppe, men billedernes ægthed er ikke blevet bekræftet.

Den syriske hærs 17. division er en af tre divisioner, der er placeret i Raqa-regionen, hvor angrebet fandt sted. Regionen er et af de områder af Syrien, som Islamisk Stat har overtaget en stor del af magten i.

Sammenstødet mellem Islamisk Stat og den syriske hær er det største af sin slags hidtil i Syrien, siden den militante oprørsgruppe i juni udnævnte et område på begge sider af den irakisk-syriske grænse til et islamisk kalifat.

Inden erklæringen om kalifatet kaldte gruppen sig Isil, Islamisk Stat i Irak og Levanten.

Borgerkrigen i Syrien begyndte med fredelige demonstrationer i marts 2011 med krav om et politisk skifte, men præsident Bashar al-Assad slog hårdt ned på protesterne, der siden udviklede sig til en regulær borgerkrig.

Urolighederne har kostet op mod 162.000 mennesker livet, og millioner er flygtet eller internt fordrevet under den over tre år lange konflikt.

/ritzau/AFP