89-årig solgte ispinde på gaden - nu har han fået den fineste gave

Skrevet af Ninna Andreasen

13/09/2016
Næstekærlighed, når det er allerbedst.

Dagens topnyheder

På blot to dage er der blevet samlet 1,6 millioner kroner ind til en 89-årig mand, der normalt tjener til livets ophold ved at sælge ispinde på gaden.

Historien bag den store indsamling går nu verden rundt.

Joel Cervantes Macias så den ældre mand på gaden i Chicago, hvor han gik rundt med sin lille trækvogn med is i. 

Den 89-årige er på benene hver dag og tjener omkring 300 kroner om dagen. Joel Cervantes Macias stoppede sin bil og købte 20 is af den ældre issælger, før han kørte væk igen.

Men han kunne ikke holde op med at tænke på manden og hans kamp for overlevelse. Derfor besluttede han sig for at oprette en indsamling på GoFundMe, så folk kunne donere lidt penge til ham. 

Senere kom det frem, at sælgeren lige har mistet sin datter, og hans kone er fornylig blevet syg. Han var egentlig blevet pensioneret efter at have solgt is i årevis, men efter to måneders otium måtte han tilbage på gaden for at kunne betale konens hospitalsregninger.

- Jeg så en ældre mand kæmpe med at skubbe sin vogn (isvogn). Det knuste mit hjerte at se denne mand, som burde nyde sin alderdom, stadig arbejde i den alder. Jeg var nødt til at køre ind til siden og tage dette billede. Så købte jeg 20 is og gav ham 50 dollars og sagde farvel og kørte videre. Jeg delte billedet på Facebook, og siden har jeg fået massiv respons, skriver Joel Cervantes Macias på indsamlingssiden.

Han forklarer, at en ven kom på idéen om at lave en indsamling.

- Federico Sanchez og hans kone mistede fornyligt deres eneste datter og er stadig knuste over det. Hans ældre kone solgte is for at hjælpe med at betale regningerne, men hun blev syg og kan ikke arbejde mere. Vi prøver at samle penge ind til at hjælpe ham med, hvad end vi kan. Alt hjælper. Lad os alle hjælpe til og hjælpe dem med at gøre deres liv lidt lettere, skriver han.

Siden er pengene strømmet ind til den 89-årige og hans kone.

Målet var at indsamle 3000 dollars, hvilket cirka svarer til knap 20.000 kroner.

I skrivende stund har frivillige givet Federico Sanchez og hans hustru 249.066 dollars med på vejen. Det svarer til 1.650.510 kroner.