96-årig mand bag livreddende teknik redder 87-årig kvindes liv

Skrevet af admin

28/05/2016

Mest læste i dag

Han har lagt navn til den teknik, der i utallige tilfælde har reddet personer fra at blive kvalt, fordi mad eller noget andet har sat sig fast i deres luftrør.

Nu har den amerikanske læge Henry Heimlich for første gang selv anvendt sit berømte greb til at redde en person. Det skete på det plejehjem i delstaten Ohio, hvor den 96-årige læge i dag bor.

Heimlich fortæller til avisen The Cincinnati Enquirer, at han greb ind og brugte teknikken, da en 87-årig kvinde på plejehjemmet fik en bid af en hamburger galt i halsen og var ved at blive kvalt.

- Da jeg anvendte den, kom hun hurtigt til sig selv. Det fik mig til at værdsætte, hvor vidunderligt det er at kunne redde alle disse liv, siger han om det enkle, men så ofte livreddende greb.

Den gamle kirurg har utallige gange demonstreret teknikken, almindeligvis kendt som "Heimlich-manøvren", på nationalt tv i USA.

Teknikken er så effektiv, at de fleste restauranter i USA af myndighederne er pålagt at have en instruktionsplanche hængende, der viser gæster og ansatte, hvordan man redder en person, der har fået blokeret sit luftrør.

Mandag brugte Heimlich for første gang i sit liv manøvren i en akut situation. Han sprang ud af sin stol, da han bemærkede, at den 87-årige medbeboer Patty Ris var i nød. Han lagde sine arme om kvinden bagfra og pressede på hendes mave lige under brystkassen.

- Efter at have presset tre gange kom kødstykket ud, hun begyndte at trække vejret, og hele hendes ansigtsudtryk ændrede sig, fortæller han til avisen.

Kvinden har udtrykt sin taknemmelighed over for hendes redningsmand.

- Jeg sagde til ham, at "Gud placerede mig i stolen ved siden af dig, doktor Heimlich. Jeg var væk. Jeg kunne overhovedet ikke trække vejret, siger hun på et videoklip, som plejehjemmet ifølge Reuters har offentliggjort.

/ritzau/