Antallet af omkomne efter jordskælv i Italien stiger til 267

Skrevet af Redaktionen

26/08/2016

Dagens topnyheder

Beredskabsstyrelsen i Italien oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at antallet af omkomne ved jordskælvet nu er opgjort til 267, mens næsten 400 er kvæstet og er indlagt på hospitaler.

Efterskælv fortsætter i jordskælvsområdet. I alt er der registreret over 900 rystelser, som vanskeliggør redningsindsatsen og gør det farligt at opholde sig i regionen. Der er siden midnat blevet registreret 57 efterskælv.

Italien har erklæret undtagelsestilstand i de værst ramte regioner efter det ødelæggende jordskælv, der fandt sted natten til onsdag i den centrale del af landet.

Premierminister Matteo Renzi har lovet 50 millioner euro til genopbygningen af de ramte byer. Det svarer til cirka 370 millioner kroner.

Redningshold arbejder fortsat på at finde overlevende i ruinerne.

På et pressemøde torsdag aften løftede Renzi samtidig sløret for et nyt initiativ kaldet Italienske Hjem. Det skal blandt andet være med til at sikre huse i særligt udsatte områder mod at styrte sammen i fremtidige jordskælv.

Han kalder det dog ifølge BBC absurd at tro, at man kan bygge fuldstændig jordskælvssikrede huse over hele Italien.

Italienske medier har været kritiske over for kvaliteten af bygningerne i de områder af landet, hvor risikoen for at blive ramt af jordskælv er størst. Nogle af de kollapsede bygninger er nemlig blevet renoveret for nylig.

Historiske byer er ofte undtaget fra at følge reglerne, om at bygninger skal være jordskælvssikrede.

Jordskælvet med en styrke på 6,2 gik værst ud over byerne Amatrice, Arquata, Accumoli og Pescara del Tronto. Områderne er normalt tyndt befolket, men på grund af årstiden var der mange turister på ferie i byerne.

/ritzau/Reuters