Brexit giver Storbritannien et hak i kreditvurderingen

Skrevet af admin

25/06/2016

Dagens topnyheder

Det store, amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody's advarer fredag om, at et farvel til EU kan bringe Storbritanniens langsigtede kreditværdighed i fare.

- Den britiske beslutning om at forlade EU vil føre til en lang periodes usikkerhed, som vil påvirke landets økonomiske og finansielle formåen, skriver Moody's på sin hjemmeside.

Usikkerheden ændrer ikke her og nu på, at Storbritanniens kreditværdighed ligger i Moody's gode kategori Aa1, som er den næsthøjeste på skalaen.

Men i Moody's-vurderingen af, hvordan det kan gå i fremtiden, rykker landet fra kategorien "stabil" til "negativ".

Den dårligere prognose gælder Storbritanniens langfristede gæld og hænger sammen med usikkerheden om landets økonomiske vækstmuligheder på mellemlang sigt.

Hollands finansminister, Jeroen Dijsselbloem, der er formand for gruppen af eurolande, siger også, at brexit vil få store økonomiske konsekvenser for Storbritannien, der er EU's næststørste økonomi.

Storbritanniens farvel til EU vil blandt andet begrænse britiske finansvirksomheders adgang til markedet i det øvrige EU, siger han.

Dijsselbloem tilføjer, at brexit vil få finansvirksomheder til at søge væk fra Europas dominerende finanscentrum, The City of London.

Moody's understreger, at brexit ikke ventes at få betydelig indvirkning på det øvrige EU's kreditværdighed. Men instituttet siger dog, at der lurer politiske farer inden for Den Europæiske Union.

Forleden oplyste også Standard & Poor's, der ligeledes er et stort kreditvurderingsinstitut, at Storbritanniens kreditvurdering ville blive nedgraderet, hvis briterne forlader EU.

- Hvis Storbritannien beslutter sig for brexit ved EU-afstemningen torsdag, vil det være slut med AAA-kreditvurderingen, og den vil blive nedgraderet i løbet af kort tid, fastslog Moritz Krämer, global chef for S&P's kreditvurdering af lande, til den tyske avis Bild.

Selve nedgraderingen er dog ikke sket endnu .

/ritzau/Reuters