Danmark støtter bekæmpelsen af sult med 630 millioner

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

Mange millioner mennesker på verdensplan lider af hungersnød, og FN's fødevareprogram (WFP) kæmper en daglig kamp for at hjælpe 80 millioner mennesker i 80 lande med føde.

Fra årene 2017 til 2019 kommer Danmark til at bidrage med 630 millioner kroner til WFP's projekter.

Det står fast, efter at udenrigsminister Kristian Jensen (V) og WFP-direktør Ertharin Cousin mandag underskrev en aftale ved FN's humanitære topmøde i Istanbul.

- Gennem denne aftale med WFP vil vi støtte nogle af verdens mest sultne og mest udsatte mennesker: kvinder, børn, ældre, flygtninge, internt fordrevne og andre fanget i konflikter og kriser, siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse.

Der er ros til Danmark fra WFP, som allerede nu ved, hvor pengene kan målrettes til.

- Den forudsigelighed og fleksibilitet, som det danske bidrag giver os, betyder, at WFP kan reagere hurtigt og effektivt på katastrofer og give livreddende fødevarebistand til millioner af mennesker i eksempelvis Syrien, Yemen og Sydsudan samt i lande, der er ramt af El Niño, siger Cousin.

- Og det er sådan, vi kan sikre, at hjælpen når frem til dem, der har allermest brug for den, siger Cousin.

Ifølge Udenrigsministeriet er Danmark ofte den første af WFP's donorer til at udbetale kernebidraget, som ikke er øremærket operationer i specifikke lande.

Danmark er fortsat også på top-fem over de vigtigste donorer af disse fleksible midler til WFP, skriver ministeriet.

- Vi er nødt til at finde nye måder at hjælpe. Vi kan ikke fortsætte med at give kortsigtet humanitær bistand til mennesker på flugt, når de har brug for langsigtede løsninger, siger Kristian Jensen.

- Vi er også nødt til at sikre, at flygtninge og internt fordrevne er bedre rustede til at klare sig selv for således at lette det ofte betydeligt pres på værtssamfundene, siger udenrigsministeren.

/ritzau/