Danske forskere gør sensationel opdagelse

Skrevet af admin

12/02/2014

Dagens topnyheder

Folket, der jagtede mammutter og kæmpebisoner med spyd for cirka 13.000 år siden - det såkaldte Clovis-folk - er noget, der normalt hører sig til i historiebøgerne.

Men i længere tid har forskere verden over diskuteret, hvem Clovis-folket egentlig var, og hvilke nutidige mennesker de er beslægtede med. Og nu har en række internationale forskere - med to danskere i front - fået et gennembrud i debatten.

Ved hjælp af det eneste eksisterende skelet - en cirka 3-årig dreng - fundet ved en 12.600 år gammel gravplads ved Anzick i staten Montana i USA, har de to danske forskere fastslået drengens arvemasse og dermed Clovis-folkets oprindelse.

- Clovis-folket var ikke europæere, asiatere eller folk fra Melanesien, som flere forskere har argumenteret for, siger professor fra Center for Geogenetik ved Statens Naturhistoriske museum Eske Willerslev i en pressemeddelelse.

- De var indianere, og indianernes forfædre var de første mennesker i Amerika. Det ligger nu helt fast.

Skelettet er det ældste i USA og har i mere end 10 år været gemt væk i en bankboks i Montana, USA.

- Det er ganske enkelt sensationelt, at det er lykkedes os at finde et så gammelt skelet, hvis nærmeste familie kan betragtes som direkte stamfar til så mange mennesker, siger Eske Willerslev.

Clovis-folket var dog ikke de første mennesker, der betrådte USA, lyder det fra de danske forskere.

- De første mennesker, der kom ind i Amerika fra Sibirien, delte sig i to grupper. Den ene har givet ophav til indianerne, og den anden, som drengen fra Anzick repræsenterer, gav ophav til stort set alle indianere i hele Sydamerika og Mexico, siger Morten Rasmussen, postdoc på Center for Geogenetik.

Hvem der så var de første mennesker på amerikansk jord, vides endnu ikke, men ifølge de to forskere rydder resultatet definitivt enhver teori af banen om, hvor de første indvandrere til USA kom fra.

- De første mennesker i Amerika var indianernes direkte forfædre, siger Ekse Willerslev.

Det overraskende resultat er netop blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.

/ritzau/