Dykkere bjærger de første lig fra forlist færge

Skrevet af admin

19/04/2014

Dagens topnyheder

Et hold dykkere har bjærget de første lig fra den sydkoreanske færge, der onsdag sank ud for landets kyst med 475 mennesker om bord. Det oplyser Sydkoreas kystvagt.

- Dykkerne brød ind gennem vinduet på en af kahytterne lige før midnat og fik bjærget tre lig derfra, siger en talsmand fra kystvagten ifølge AFP.

Alle tre lig var iført redningsveste. To af de bjærgede er mænd, men det har endnu ikke været muligt at fastslå kønnet på den tredje.

Tidligere lørdag opdagede dykkerne de tre lig inde i den forliste færge. Ligene blev angiveligt opdaget på skibets fjerde dæk.

Dykkere blev fredag sendt ned til den forliste færge på trods af stærk strøm og meget lav sigtbarhed for at lede efter de over 250 savnede personer.

Det var første gang siden ulykken, at dykkere blev sendt ned for at undersøge færgens indre.

To besætningsmedlemmer samt kaptajnen på skibet er blevet anholdt efter tragedien, der indtil videre har kostet mindst 36 mennesker livet. Myndighederne forventer, at dødstallet stiger i takt med, at dykkerne får undersøgt færgen.

Lørdag undskyldte skibets kaptajn officielt for ulykken.

Dykkerne vil fortsætte arbejdet med at bjærge lig resten af lørdagen og natten med, oplyser kystvagten.

/ritzau/AFP