Efter grusomt jordskælv kostede 278 livet: Lørdag går flagene på halvt i Italien

Skrevet af Redaktionen

26/08/2016

Dagens topnyheder

Italien begynder langsomt at bearbejde sorgen over de mange hundrede personer, der er døde i det voldsomme jordskælv, der natten til onsdag ramte det centrale Italien.

Lørdag vil der være en statsbegravelse for omkring 40 af ofrene i byen Ascoli Piceno. Samtidig er der annonceret national sørgedag i landet lørdag, hvor flagene er på halv rundt i landet, skriver Reuters.

Håbet om fortsat at finde overlevende i murbrokkerne er ved at forsvinde efter skælvet, og i nogle af de ramte byer er eftersøgningen efter overlevende afblæst.

- Kun et mirakel kan bringe vores venner levende ud af ruinerne, men vi bliver ved med at grave, fordi mange stadig er forsvundet, siger borgmesteren Sergio Pirozzi i byen Amatrice, der er en af de hårdest ramte byer.

Dødstallet er nu officielt på 278 personer, mens det forlyder, at 388 personer bliver behandlet for skader på hospitaler - 40 af dem er i kritisk tilstand.

Det er anslået, at omkring 2500 personer er blevet hjemløse efter skælvet, der er det dødeligste i Italien siden 2009.

De, der er blevet gjort hjemløse, må sove i telte. Regeringen har lovet at genopbygge regionen, men borgerne frygter, at deres byer aldrig vil leve op igen.

- Jeg er bange for, at vores by og andre som den, vil dø. De fleste lever her alligevel ikke året rundt. I vintermåneder er byerne nærmest tomme, siger Salvatrre Petrucci på 77, der kommer fra byen Trisunga.

Mere end 1000 efterskælv er blevet målt siden skælvet på 6.2, der ramte natten til onsdag.

Efterskælvene har vanskeliggjort redningsarbejdet, da efterskælvene har været så kraftige, at de har forårsagede nye ødelæggelser.

Blandt de nye ødelæggelser er en bro til byen Amatrice, der har måtte lukke.

/ritzau/