EU klar med nye sanktioner mod Rusland

Skrevet af admin

28/07/2014

Mest læste i dag

De 28 EU-landes ambassadører er mandag aften blevet enige om at sætte russiske pengemænd på listen over personer, som ikke må komme ind i EU, og som får indefrosset deres midler i europæiske banker.

Også flere virksomheder og enheder vil ifølge diplomatiske kilder blive sat på listen.

Listen tæller allerede 87 personer samt 20 organisationer og firmaer. De nye navne forventes at blive offentliggjort tirsdag eller onsdag efter at være blevet godkendt juridisk.

I sidste uge blev kriterierne for, hvem der kan blive sanktioneret af EU, udvidet.

Nu kan EU altså ramme personer, som aktivt støtter eller selv har gevinst af beslutningstagere i Moskva, der står bag beslutningen om at annektere Krim-halvøen og bag destabiliseringen i det østlige Ukraine.

Det er under de kriterier, at de nye personer og enheder bliver tilføjet.

På mødet mandag blev EU-landenes ambassadører også enige om at begrænse handlen med infrastruktur og naturressourcer som gas med Krim-halvøen for at vise, at EU stadigvæk ikke anerkender den russiske annektering af Krim.

EU-ambassadørerne mødes igen tirsdag, hvor de skal diskutere indførelsen af bredere økonomiske sanktioner mod Rusland, som blandt andet vil ramme dele af den russiske energisektor og begrænse russiske statsejede bankers adgang til det europæiske marked.

Det er ifølge Ritzaus oplysninger ambitionen, at det næste sanktionsskridt kan nøjes med at blive besluttet af ambassadørerne tirsdag. Ellers skal EU-landenes chefer til Bruxelles for at godkende dem på et topmøde.

Det var EU-landenes udenrigsministre, som tirsdag i sidste uge reagerede på nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 ved at bede EU-Kommissionen om at forberede de økonomiske sanktioner. Derudover ville de have muligheden for at sanktionere de russiske pengemænd.

/ritzau/