EU straffer otte russiske pengemænd

Skrevet af admin

30/07/2014

Mest læste i dag

EU indfører onsdag sanktioner mod otte russiske pengemænd, som støtter eller selv får noget ud af de beslutningstagere, som er ansvarlige for annekteringen af Krim-halvøen og urolighederne i det østlige Ukraine.

Derudover er tre virksomheder sat på sanktionslisten. Med de nye tilføjelser tæller den 95 russere og ukrainere og 23 enheder ifølge EU-Tidende onsdag aften.

Blandt de otte personer er Arkadij Rotenberg, der har været præsident Vladimir Putins sparringspartner i judo og har skabt sin formue under Putins styre, og Alexeij Alexeievich, der er vicechef for præsidentens administration.

Desuden omfattes Ruslands nationale bank Russian National Commercial Bank (RNCB), en national våbenfabrikant kaldet Almaz-Antei og et luftfartsselskab ved navn Dobrolet.

RNCB var den første russiske bank, der lavede forretninger på Krim efter annekteringen.

Det var EU's ambassadører, som mandag aften besluttede, at de russiske rigmænd skulle på listen. Det betyder, at de får indefrosset deres penge i europæiske banker og bliver nægtet adgang til unionen.

De 28 EU-landes udenrigsministre mødtes i Bruxelles tirsdag i sidste uge, få dage efter at det malaysiske passagerfly MF17 styrtede ned over det østlige Ukraine.

På mødet tog de flere beslutninger som reaktion på styrtet, som, de mener, kunne være undgået, hvis Rusland havde stoppet strømmen af våben til Ukraine.

De blev enige om, at kriterierne for, hvem der kunne sanktioneres, skulle udvides, så de russiske pengemænd kunne blive ramt. Derudover bad de EU-Kommissionen om at forberede økonomiske sanktioner til beslutning snarest muligt.

Det skete tirsdag eftermiddag, hvor EU's ambassadører efter et marathonmøde blev enige om at ramme Ruslands økonomi.

Det skal blandt andet ske ved at begrænse adgangen til det europæiske finansmarked, droppe fremtidige våbenhandler og stoppe eksport af særlige rør, som Rusland bruger til at bore efter olie med.

De økonomiske sanktioner vil træde i kraft torsdag.

For at understrege, at EU stadigvæk ikke anerkender Ruslands annektering af Krim, har EU også onsdag besluttet at forbyde investeringer i flere sektorer på Krim og i Sevastopol.

Det drejer sig om infrastrukturprojekter i transport-, tele- og energisektoren og udnyttelsen af olie, gas og mineraler. Nøgleredskaber, som bliver brugt i disse sektorer, må heller ikke eksporteres dertil.

/ritzau/