EU straffer russisk økonomi efter flykatastrofe

Skrevet af admin

29/07/2014

Mest læste i dag

For første gang har de 28 EU-lande tirsdag besluttet at indføre en række brede økonomiske sanktioner mod Rusland, oplyser EU-diplomater til Ritzau.

Først og fremmest vil sanktionerne ifølge et udkast set af Financial Times begrænse russiske bankers adgang til det europæiske finansmarked og ramme dele af Ruslands energisektor ved at stoppe eksport af rør og udstyr, som landet bruger til at bore efter olie med.

Dog vil de ifølge udkastet ikke ramme den russiske gassektor, som flere EU-lande er dybt afhængige af.

Beslutningen blev taget af medlemslandenes EU-ambassadører på et møde i Bruxelles tirsdag. De vil forment blive indført ved skriftlig procedure onsdag.

Det forventes ifølge diplomater, at sanktionerne derefter vil blive offentliggjort.

Sanktionerne vil ramme banker, som staten ejer over 50 procent af. Også en handelsembargo vil blive indført ved, at EU stopper al eksport af våben på EU's fælles våbenliste, som indeholder alt fra ammunition til krigsfartøjer. Dog vil det kun gælde fremtidige kontrakter.

Der må ifølge udkastet heller ikke sælges udstyr til Rusland, som sælgeren har grund til at tro vil blive brugt militært eller til at fremstille våben med.

Det var EU-landenes udenrigsministre, som tirsdag i sidste uge reagerede på nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 over det østlige Ukraine ved at bede EU-Kommissionen om at forberede de økonomiske sanktioner.

Dermed kunne de blive indført, hvis ikke Rusland levede op til en række krav inden for få dage.

Blandt andet skulle Rusland samarbejde om undersøgelsen af flystyrtet, hjælpe med at skaffe adgang til nedstyrtningsstedet og stoppe med at sende våben ind over grænsen til Ukraine.

EU-ministrene mente at strømmen af våben over grænsen er skyld i flystyrtet for 12 dage siden.

Indtil nu har EU været tilbageholdende med at indføre de økonomiske sanktioner, som også risikerer at skade EU-landene selv. Især energisektoren er følsom, da mange europæere, dog ikke danskerne, er afhængige af, at der ikke bliver lukket for den russiske gashane.

Ifølge Reuters skal EU se på sanktionerne igen om tre måneder.

/ritzau/