Fire dræbt i Ukraine som fredsforhandlinger kollapser

Skrevet af admin

04/08/2015

Mest læste i dag

Fire ukrainske soldater har mandag mistet livet i kampe mod prorussiske separatister i den østlige del af Ukraine, oplyser militæret.

Blodsudgydelserne skete, få timer før forhandlinger om fred i det uroplagede land kollapsede i den hviderussiske hovedstad, Minsk. Her var repræsentanter fra oprørerne, styret i Kijev og Rusland samt europæiske mæglere til stede.

Ifølge militærtalsmand Andrij Lysenko er der ud over fire dræbte ukrainere yderligere 15 sårede soldater i løbet af det seneste døgn.

- Den første uge af august har været meget anspændt, siger han til journalister.

Kampene har fundet sted i Lugansk og Donetsk, hvor prorussiske oprørere i 15 måneder har kæmpet for løsrivelse fra Ukraine.

Oprørerne beskylder mandag styrkerne fra Kijev for at beskyde fire bygninger og strømledninger i byen Gorlivka - en bastion for oprørerne cirka 30 kilometer nordøst for højborgen i Donetsk.

Parternes gensidige anklager har gjort det svært at forhandle sig frem til en fredsaftale. Konflikten er ifølge AFP den blodigste siden krigen på Balkan i 1990'erne.

Det seneste møde i Minsk mandag aften kom og gik også uden resultat.

Forhandler Denis Pusjilin, der repræsenterer de prorussiske separatister, sagde, at forhandlingerne "blev afsluttet fra ukrainsk side" efter seks timer, fordi Ukraines regering nægtede at trække sine styrker tilbage fra fire forskellige positioner.

Pusjilin tilføjede, at dele af forhandlingerne vil blive genoptaget tirsdag.

- Men det mest sandsynlige er, at intet vil blive løst, sagde han.

Hverken repræsentanter fra Ukraine eller Rusland, der ifølge blandt andre EU og USA støtter det østukrainske oprør, udtalte sig efter forhandlingskollapset.

For et halvt år siden forhandlede man sig frem til en våbenhvile ved et møde i Minsk, men den er siden blevet brudt utallige gange, og begge sider anklager modparten for at bryde aftalen.

6800 mennesker har mistet livet i konflikten, der blussede op sidste år, da den daværende præsident blev tvunget fra magten.

Siden spidsede konflikten til, da Rusland annekterede halvøen Krim, og internationale sanktioner blev indført mod russiske rigmænd og virksomheder.

/ritzau/AFP