Fly skal lige til at lette med benzin væltende ud

Skrevet af Ane Sørensen

15/06/2017
Foto: Rachel Brumfield
Foto: Rachel Brumfield
Flypassagerer fik noget af en forskrækkelse tirsdag aften, da de kiggede ud af vinduet og fik øje på en lækkende vinge.

Dagens topnyheder

Flere passagerer blev mødt af et skræmmende syn, da de tirsdag aften sad i et fly i Newark Lufthavn i den amerikanske stat New Jersey.

Pludselig fossede der nemlig benzin ud af en af vingerne på passagerflyet fra United Airlines, der snart skulle lette og flyve til italien.

Det skriver New York Post.

- Jeg sidder og kigger ud af vinduet ved vingerne, og pludselig begyndte benzin at vælte ud af vingen, virkelig, virkelig meget, siger Rachel Brumfield til New York Post og uddyber:

- Det var voldsomt - det lignede en brandslange.

Den 28-årige kvinde og hendes mand Mike var på vej på bryllupsrejse til Venedig.

Personalet havde tilsyneladende ikke bemærket den lækkende vinge og der gik et stykke tid, før situationens alvor gik op for dem, og flyet blev aflyst. 

Mike skulle være løbet gennem flyet for at informere personalet, men blev bedt om at sætte sig ned igen. Det var efter sigende først, da de ansatte selv kiggede ud af vinduet, at blev motoren slukket og brandvæsenet tilkaldt.

Til sidst lykkedes det for Rachel Brumfield og Mike at få en plads på et andet fly til Venedig onsdag aften, så de stadig kunne nå at komme med på det cruise, som de havde planlagt.

Parret fandt ikke et sted at sove og måtte overnatte på lufthavnens gulv, men blev senere tilbudt at overnatte i et hotelværelse, som en anden passager var blevet tildelt.

United Airlines ønsker ikke at udtale sig om den konkrete hændelse over for New York Post, men talsmand Jonathan Guerin udtaler:

- Mens vi kørte ud på landingsbanen i går aftes, vendte United flight 170 fra Newark til Venedig, Italien, tilbage til gaten på grund af et benzinlæk og blev senere aflyst. Vi beklager ulejligheden over for vores kunder. Vores team hjalp kunder med hotelovernatninger og arbejder på at få dem tilbage på deres vej til Venedig i dag.