Frankrig forbyder mobiltelefoner i skolen

Skrevet af Nils Würtzenfeld

31/07/2018
Slut med at glo på mobilen i skoletiden.
Slut med at glo på mobilen i skoletiden.
Frankrigs regering har vedtaget et totalforbud mod mobiltelefoner i skoletiden.

Dagens topnyheder

Når millioner af franske skolebørn efter sommerferien atter skal tilbage på skolebænken, skal de fremover sige ‘au revoir’ til deres mobiltelefon, når de går hjemmefra.

Det står klart, efter Nationalforsamlingen i Frankrig netop har vedtaget et totalforbud mod brugen af mobiltelefoner i skolerne. Det skriver DR.

Oplysningen kommer fra radiostationen Franceinfo, og er siden blevet bekræftet af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der mandag aften satte sig til tasterne og fortalte om forbuddet på Twitter.

- Det generelle forbud mod mobiltelefoner i skolerne blev endelig vedtaget af Nationalforsamlingen i dag, lød det fra præsidenten på det sociale medie.

Det er i forvejen forbudt at have sin mobiltelefon fremme i timerne i de franske folkeskoler, ligesom flere skoler på eget initiativ allerede har indført et totalforbud.

Nu bliver mobiltelefoner i skolen imidlertid forbudt i hele landet.

Det netop vedtagede lovforslag var i forvejen ventet, og allerede før jul varslede Frankrigs undervisningsminister, Jean-Michel Blanquer, at mobiltelefoner snart ville være fortid i de franske skoler.

- Har vi tænkt os at forbyde mobiltelefoner i folkeskolerne? Svaret er ja, lød det dengang fra Jean-Michel Blanquer, og efter sommerferien er forbudet altså en kendsgerning.

I en bemærkningerne til den nye lov fremgår det blandt andet, at mere end 90 procent af børn over 12 år har en mobiltelefon.