Gift par kæmper med at blive gravide og besøger fertilitetsklinik: ‘I er biologiske tvillinger’

Skrevet af Ninna Andreasen

15/04/2017
De forelskede sig på universitetet og havde ingen anelse om, at de var i familie.

Dagens topnyheder

OPDATERING: Dagens.dk er efter publiceringen af denne artikel blevet bekendt med, at der formentlig er tale om en falsk historie. Vi beklager.

Et gift par, der havde problemer med at blive gravide, endte med at søge hjælp på en fertilitetsklinik.

Her fik de en chokerende besked. De er biologiske tvillinger. Det skriver The Mirror.

Manden og kvinden, der er anonyme, men besøgte klinikken i Jackson, Mississippi, håbede, at de kunne blive gravide med reagensglasmetoden. Under de forskellige test opdagede en laboratorieassistent, at der var unormale sammenfald i parrets dna.

En læge på klinikken, der også er anonym, afslørede den utrolige sammenhæng for en lokalavis og forklarede, hvordan situationen var opstået.

- Det er bare en rutineting, og normalt ville vi ikke tjekke for at se, om der er relation mellem de to prøver, med i dette tilfælde var laboratorieassistenten, der var involveret, chokeret over, hvor meget de to profiler lignede hinanden, siger lægen.

Hans første reaktion var, at parret nok var fætter og kusine. Men der var alt for mange ens træk i parrets dna. Da det gik op for dem, at parret oven i købet delte den samme fødselsdato i 1984, kom lægerne frem til, at de måtte være biologiske tvillinger. De vidste ikke, om parret var klar over det eller helt uvidende om det vilde sammentræf.

Ved den næste aftale på klinikken forsøgte lægen at komme ind på emnet på subtil vis. Han spurgte dem, om de var tvillinger. Parret brød sammen af grin.

Manden sagde, at mange havde påpeget, at det var sjovt, at de begge var født samme dag, og at de lignede hinanden. De mente dog, at det bare var en pudsig tilfældighed, og at de ikke var i familie.

Parret insisterede vedvarende på, at de ikke var tvillinger, mens lægen sagde, at han havde dna-beviser på, at de var det. Kvinden tryglede lægen om at sige, at det var en dårlig joke.

Overvejer deres fremtid
Under samtalen lykkedes det efterhånden lægen at stykke sammen, hvordan det var sket.

Parret havde mødt hinanden på universitetet. De kom straks godt ud af det med hinanden. Det skyldtes dels, at de delte baggrunde, som lignede hinanden. De var begge blevet adopteret, efter deres forældre var døde.

Deres forældre var døde i et trafikuheld, mens de var spædbørn. Ingen familiemedlemmer var villige til at adoptere dem. Derfor kom de på børnehjem og blev efterfølgende adopteret hver for sig. Ingen af de nye familier fortalte børnene, at de havde en tvilling.

Ifølge lægen overvejer parret nu deres fremtid sammen.