Indere strømmer til zoo for at se dræbertiger

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Normalt har den zoologiske have i New Delhi i Indien mellem 20.000 og 25.000 besøgende dagligt, men i disse dage er det langt flere.

Det skriver avisen Wall Street Journal, der har talt med ansatte i Delhis zoo.

Årsagen til de mange gæster er, at de vil se tigeren. Det rovdyr, der i tirsdags dræbte en mand.

Der er tale om en hvid tiger, som er født i fangenskab.

Læs også: Uhyggelig zoo-video går verden rundt: Studerende bliver spist af tiger

Omstændighederne i forbindelse med mandens død i tigerens gab er ikke fastlagt endnu, men der er en undersøgelse i gang.

Foreløbig ved offentligheden blot, at den 20-årige mand, der muligvis havde mentale problemer, kravlede over hegnet og ind til tigeren. Eller han kravlede op på hegnet og faldt ned til tigeren ved et uheld.

Den zoologiske have fastholder, at den ikke kan holdes ansvarlig for mandens død. Man kan ikke komme ind til tigeren, medmindre man gør det af egen fri vilje.

- Gæsten sprang ind i indhegningen, og det førte til hans død, siger Amitabh Agnihotri, den zoologiske haves direktør, i en erklæring.

Den syvårige tiger, der hedder Vijay, sprang på manden og bed og rev ham ihjel.

Vidner siger, at der gik mellem 15 og 20 minutter, fra alarmen gik, og indtil der kom vagter til stedet.

Foreløbig holder den zoologiske have tigeren under observation, mens tigereksperter skal afgøre, om dyret fremover vil udgøre en fare for mennesker.

/ritzau/