Islamisk Stats leder i Pakistan og Afghanistan meldes dræbt

Lederen af Islamisk Stat i Afghanistan og Pakistan er blevet dræbt af en amerikansk drone, siger den afghanske ambassadør i Pakistan, Omar Zakhilwal.

I Washington siger talsmænd, at de ikke umiddelbart kan bekræfte oplysningerne, men de er ved at undersøge informationerne.

Islamisk Stat har på det seneste forsøgt at rekruttere nye medlemmer i Pakistan og Afghanistan.

- Jeg kan bekræfte, at lederen af Islamisk Stat i de to lande, Hafiz Saeed Khan, blev dræbt sammen med sine øverste militære kommandanter ved et amerikansk droneangreb den 26. juli i distriktet Kot i Afghanistans Nangharhar provins, siger den afghanske ambassadør til nyhedsbureauet Reuters.

Den afghanske ambassadør siger, at Afghanistans efterretningstjeneste har bekræftet Khans død.

Khan, som er et tidligere medlem af den pakistanske gren af Taliban, havde svoret troskab over for Islamisk Stat i Mellemøsten.

Der var også sidste år rapporter om, at han skulle være blevet dræbt, men de blev aldrig bekræftet.

Hvis rapporterne om Hafiz Saeed Khans død bliver bekræftet er det et tilbageslag for Islamisk Stat i Mellemøsten, som forsøger at vinde indpas i Afghanistan og Pakistan.

I maj dræbte en amerikansk drone den afghanske leder af Taliban, Mullah Akhtar Mansour, ved et angreb i Pakistan.

Islamisk Stat tog i denne uge skylden for et angreb på et hospital, som kostede mindst 74 mennesker livet i den pakistanske by Qetta. Også en pakistansk Talibangruppe har taget skylden for angrebet.

En talsmand for USA's militær, oberst Michael Lawhorn, siger, at de amerikanske styrker i Afghanistan har kendskab til rapporterne, men at de endnu ikke har været i stand til at fastslå, om rapporterne er sande.

Afghanske styrker støttet af USA's militær dræbte omkring 300 jihadister fra Islamisk Stat for to uger siden, siger Natos ledere i Afghanistan.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip