Israel suspenderer fredsforhandling med palæstinensere

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Israels sikkerhedskabinet har torsdag besluttet at suspendere fredsforhandlingerne med Det Palæstinensiske Selvstyre som svar på en forsoningsaftale mellem Hamas og PLO.

I en erklæring fra premierminister Benjamin Netanyahus regeringskontor fremgår det, at "man ikke vil forhandle med en terrororganisation".

- Kabinettet har enstemmigt besluttet, at den israelske regering ikke vil forhandle med den palæstinensiske regering, der er støttet af Hamas - en terrororganisation, der kræver Israel tilintetgjort, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP i erklæringen.

Oplysningen kommer efter et seks timer langt møde, hvor Israel samtidig besluttede at indføre økonomiske sanktioner mod Det Palæstinensiske Selvstyre.

I et interview med tv-stationen NBC siger Benjamin Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP, at en palæstinensisk samlingsregering er et "kæmpe skridt tilbage" i fredsprocessen.

- En pagt med Hamas dræber fred, siger premierministeren.

Onsdag eftermiddag annoncerede Hamas og PLO, der rummer Hamas' rivaler, Fatah-bevægelsen, at en enhedspagt er blevet indgået. Samarbejdet indebærer blandt andet, at de to parter danner en fælles regering inden for fem uger.

Hamas står på EU's terrorliste, og gruppen anerkender ikke Israels ret til at eksistere.

Allerede onsdag aften aflyste Israel et planlagt fredsmøde med sine palæstinensiske modparter, efter nyheden om enhedspagten.

Da en højtstående israelsk embedsmand blev bedt om at præcisere, om fredsforhandlingerne er fuldstændig fastfrosset, eller om de er udskudt indtil en samlingsregering er blevet dannet, svarede embedsmanden, at "de er i øjeblikket suspenderet".

Palæstinenserne undersøger nu "alle mulige løsninger" som svar på Israels udmelding, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Den palæstinensiske selvstyreregering ser nu på alle muligheder for at besvare den israelske regerings beslutninger mod selvstyret. Palæstinensernes førsteprioritet lige nu er forsoning og national enhed, siger en palæstinensisk embedsmand, Saeb Erakat, til AFP.

/ritzau/Reuters