Kinesisk skyskraber får verdens hurtigste elevator

Skrevet af admin

21/04/2014

Dagens topnyheder

Spar en tur i Tivoli og tag i stedet med en af de japanske elevatorer, der skal installeres i en 440 meter høj kinesisk skyskraber. Der er garanteret et mavesug af den anden verden.

Det er den japanske virksomhed Hitachi, der i 2016 vil levere verdens hurtigste elevatorer til den 111 etager høje kontorbygning i den kinesiske by Guangzhou.

Ifølge Hitachi vil de nye superelevatorer nå op til deres endestation på 95. sal på 43 sekunder.

Farten er op til 72 kilometer i timen.

Hitachi skal installere 95 elevatorer i bygningen, og blandt dem er de to superhurtige elevatorer.

Men glem alt om gammeldags hejseværk i de superhurtige elevatorer. Det er en såkaldt magnetmotor, som sikrer den høje fart.

Verdens foreløbig hurtigste elevator finder man i Taiwan i en kontorbygning, der bærer navnet Taipei 101.

Her er farten 60,6 kilometer i timen under turen op til toppen.

/ritzau/AFP