Krydstogtskib med 1100 om bord stødt på grund i Norge

Skrevet af admin

01/11/2014

Mest læste i dag

Krydstogtskibet Marco Polo gik lørdag morgen på grund ud for Gravdal i øgruppen Lofoten i det nordlige Norge, skriver NTB.

- Skibet tager ikke vand ind. Ingen er i livsfare. Situationen er under kontrol, siger redningsleder Lars Nedrevåg fra Hovedredningscentralen Nordnorge til det norske nyhedsbureau.

Centralen blev varslet om grundstødningen klokken 8.15. Uheldet skete, da skibet var på vej mod kaj i Gravdal med 1096 personer om bord, siger Nedrevåg.

Redningslederen siger, at det går mod ebbe, hvormed skibet kan blive sværere at trække fri, selv om det er stødt på grund i et stabilt og relativt fladt område.

En slæbebåd skal til at forsøge at slæbe krydstogtskibet til kaj.

- Det er krydstogtskibet "Marco Polo", som sejler under østaten Bahamas flag, der er stødt på grund omkring 200 meter fra land, siger Hovedredningscentralen.

- Det er ikke så dramatisk. Ingen er kommet noget til, siger Alf Hågensen fra redningstjenesten til avisen.

Redningstjenesten i området har ikke ressourcer nok til at klare redningsoperationen selv.

- Vi arbejder på at få bragt flere ressourcer til vores folk deroppe, siger den vagthavende.

Der er en kraftig trafik med krydstogtskibe i området hen over sommeren, mens der er er langt færre på nuværende tidspunkt.

- De virkelig store skibe plejer ikke at gå ind i denne fjord, men ankrer op længere ude, siger en talskvinde for redningstjenesten.

/ritzau/NTB