Kvinde gennemtævet med ishockeystav, fordi hun fødte en pige

Skrevet af Emil Ryttergaard

17/07/2017
Rystende billeder af et brutalt overfald på en nybagt mor i Indien vækker forargelse og harme på nettet. Hendes 'forbrydelse' var at føde en pige.

Dagens topnyheder

En mand hæver en hockeystav højt over hovedet og med et fast greb holder han staven godt fast med begge hænder, inden han med fuld kraft svinger den.

Slaget lander på en indisk kvinde, der sidder helt sammenkrøbet på gulvet og holder hænderne op mod ansigtet for at beskytte sig. Men det hjælper ikke.

Det er blot det seneste voldelige overfald på en kvinde, der fandt sted i byen Katalwi i den indiske provins Punjab, hvor den 35-årige Meena Kashyap blev tæsket af sin egen ægtemand og svigerfamilie, skriver britiske Metro.

I Indien betales der store summer i såkaldt medgift, men beløbet afhænger af, om man føder en dreng eller en pige. Og en dreng er mere værd. I dette tilfælde havde kvindens familie betalt over 70.000 kroner i medgift til svigerfamilien.

Foto: Youtube

Men da kvinden fødte en lille datter, blev svigerfamilien rasende og overfaldt den nybagte mor. Det var kvindes mand, hendes svoger og en ven af familien, der brutalt slog hende ned. 

Politiet blev hurtigt tilkaldt og på baggrund af optagelserne er kvindens mand Daljit Singh, hans bror Karmaljeet Singh og en tredje person blevet sigtet for ulovlig indtrængen og overlagt vold.  

Foto: Youtube

Alt sammen på grund af den indiske tradition for medgift. 

Som udgangspunkt betales der en medgift i Indien fra kvindens familie til mandens familie, og selvom medgift officielt har været forbudt siden 1961, så fortsætter den ulovlige praksis i stor stil i dag, hvor mandens familie presser kvindens familie for store beløb.

Den forbudte praksis fortsætter i forbindelse med barnefødslen, hvor der også gerne skal nedkomme drengebørn, da den nye familie ellers selv skal af med penge til medgift en dag. 

Hvis kvindens familie nægter at betale, så kan det gå slemt ud over kvinden, der kan blive udsat for mishandling, voldtægt eller sågar miste livet, og hvert år mister 8.000 kvinder livet i Indien som følge af den ulovlige tradition.

Foruden kvindernes liv og helbred, så er konsekvensen desuden, at kønsfordeling i Indien er ved at blive mere og mere skæv, da der på grund af netop medgiften fødes langt flere drengebørn end piger i landet. Pigebørnene bliver simpelthen aborteret inden fødslen. 

Se de voldsomme billeder af overfaldet fanget på kamera herunder. Advarsel: Stærke billeder.