Lejlighed var fyldt med fluer: Naboen ringede til politiet og fik en rystende besked

Skrevet af Ninna Andreasen

14/03/2017
Hun havde klaget flere gange over fluerne, men ikke fået svar. Til sidst ringede hun til politiet.

Dagens topnyheder

Tirsdag i sidste uge begyndte lugten at blive så slem i Kim Begbies lejlighed i Edinburgh i Skotland, at hun ringede til myndighederne for at klage.

Det lykkedes hende ikke at komme igennem via telefonen trods adskillige forsøg. I løbet af ugen blev det så slemt, at hun blev alvorligt bekymret for sin overbo, skriver metro.co.uk.

Der begyndte nemlig at samle sig store mængder af fluer i vinduet i lejligheden oven over. Torsdag kunne hun ikke holde det ud længere. Derfor kontaktede Kim Begbie politiet.

Politiet ankom til stedet. I lejligheden fandt de en mand død. Nu er underboen rasende over, at det var umuligt at komme igennem til Edinburgh Council, som er en myndighed, der kan sammenlignes med en kommune i Danmark.

- Ingen svarede eller ringede tilbage til mig. Så i torsdags, da jeg så fluer i hans vindue, ringede jeg til politiet, som var fantastiske. De kom i løbet af ti minutter og sparkede døren ind, hvor de desværre fandt denne stakkels, gamle mand, der var død for et stykke tid siden, skrev Kim Begbie efterfølgende på Facebook.

Moderen til to havde også klaget over lugt fra lejligheden sidste år. På daværende tidspunkt blev der fjernet fire læs affald fra lejligheden. Det blev desuden lovet, at der ville blive tjekket op på den ældre mand hver uge.

Politiet i Edinburgh bekræfter, at der er fundet et lig i lejligheden. Ifølge efterforskningen er der ikke tale om mistænkelige omstændigheder i forbindelse med dødsfaldet.