Medie: Syv danske turister på hospitalet efter forgiftning

Skrevet af Jesper Larsen

14/02/2016

Dagens topnyheder

Syv danske turister blev fredag evakueret fra deres hotel i den populære tjekkiske ferieby, Loucna pod Klinovcem. 

De danske turister blev fragtet på hospitalet, fordi læger frygtede de var blevet klorin-forgiftet, da en swimming-pool begyndte at lække klorindampe ind på hotellet, skriver flere tjekkiske medier.  

I alt 50 gæster blev evakueret fra hotellet af det lokale brandvæsen, og 12 af dem blev bragt på hospitalet til behandling for vejrtrækningsbesvær. 

- Redderne på stedet kørte 12 personer på sygehuset, fordi de mistænkte, at de havde indåndet klorin. Syv danske turister blev fragtet til sygehuset i Annaberg i Tyskland, mens fem tjekker blev behandlet i Tjekkiet, talsmanden for det lokale brandvæsen, Jana Slamova til CTK. 

Politiet er nu gået i gang med at undersøge, om der skal rejses sigtelser for skabe fare for den offentlige sikkerhed. 

Efter brandvæsnet fik ventileret hotellet, kom klorin-niveauet så langt ned, at de evakuerede igen kunne rykke tilbage på deres værelser. 

Alle de danske turister meldes uden for livsfare.