Mindst 20 er døde efter ny busulykke i Nepal

Skrevet af Redaktionen

26/08/2016

Mest læste i dag

Mindst 20 personer har mistet livet, og 17 andre er kvæstet, efter at en bus er forulykket i Chitwan-distriktet i Nepal tidligt fredag morgen.

Det skriver mediet The Himalayan Times.

Bussen trillede omkring klokken 4.45 ned ad en skrænt og endte i Trishuli-floden, der løber langs vejen mellem byerne Narayangarh og Mugling.

The Himalayan Times skriver, at politichefen i Chitwan-distriktet oplyser, at bussen var en passagerbus på vej fra Gaur til Pokhara.

Ulykken fandt sted få kilometer før Mugling.

Buschaufføren er ifølge The Himalayan Times forsvundet, men det vides endnu ikke, om han er blandt de omkomne.

De tilskadekomne er blevet reddet og sendt til et nærliggende hospital. Der er samtidig igangsat en eftersøgning efter de folk, der stadig er forsvundne.

Det er anden gang på få uger, at en busulykke koster mindst 20 mennesker livet i Nepal.

Mindst 25 mennesker blev dræbt i en busulykke i det centrale Nepal 15. august. Også dengang kørte bussen ud over en skrænt og landede i en flod.

Ulykken skete dengang, fordi den overfyldte bus svingede af vejen og rullede 300 meter ned ad en bjergside, før den landede i en flod.

/ritzau/