Nabolande lukker alle flyruter til og fra Libyen

Skrevet af admin

21/08/2014

Dagens topnyheder

Tunesien og Egypten har aflyst alle fly til og fra hovedstaden i nabolandet Libyen, hvor der har været uro, siden landets tidligere leder Muammar Gaddafi blev væltet i 2011.

Lukningen kommer tilsyneladende i kølvandet på luftangreb fra uidentificerede fly omkring Tripoli.

Rutefly til flere andre libyske destinationer fungerer fortsat. Således kan man flyve fra den tunesiske hovedstad, Tunis, til Labraq i det østlige Libyen og fra den egyptiske middelhavsby Alexandria til samme sted.

Passagerer kan også flyve til Tobruk i Libyen.

De tunesiske luftfartsmyndigheder giver ingen forklaring på beslutningen. Men det libyske nyhedsbureau Lana skriver, at flyforbindelsen til Egypten ifølge lufthavnspersonale i Kairo er lukket af sikkerhedsårsager.

Det lukkede luftrum følger en udmelding fra regeringen i Libyen mandag om, at uidentificerede kampfly havde angrebet bevæbnede gruppers positioner ved Tripoli, hvor der har været heftige kampe om kontrollen med hovedstaden.

Libyske tv-kanaler har ifølge nyhedsbureauet Reuters spekuleret i, at nabolande eller andre står bag disse luftangreb.

USA, Nato og Egypten har afvist disse påstande.

/ritzau/Reuters