National sørgedag i Holland når ofre kommer hjem

Skrevet af admin

23/07/2014

Dagens topnyheder

Omkring 200 af dødsofrene for flystyrtet i det østlige Ukraine ventes onsdag at ankomme til Holland, hvor der er erklæret national sørgedag for de 193 omkomne hollandske statsborgere.

- Der vil blive flaget på halvt ved alle offentlige bygninger, siger den hollandske premierminister, Mark Rutte.

Kong Willem Alexander, dronning Maxima og den hollandske premierminister vil være til stede i Rutte i Eindhoven lufthavn for at tage imod dødsofrene. Deres ankomst vil blive markeret med et minuts stilhed.

Repræsentanter for de 10 andre nationer, som også havde statsborger om bord det malaysiske fly, vil også vær til stede ved ceremonien.

Det hollandske kongepar deltog mandag eftermiddag i en lukket mindeceremoni sammen med pårørende til de omkomne i byen Utrecht.

Efterfølgende sagde kongen til det landsdækkende tv, at "den forfærdelige katastrofe har efterladt et dybt sår i vores land. Såret vil kunne mærkes i mange år fremover. Det eneste, vi kan gøre, er at lytte og støtte."

Kong Willem-Alexander blev indsat som konge i april, efter hans mor, dronning Beatrix, abdicerede.

I alt 298 mennesker blev dræbt, da et malaysisk passagerfly blev skudt ned torsdag over det østlige Ukraine.

Der er udbredt vrede og frustration over, at de pårørende ikke har kunnet få ligene af deres dræbte familiemedlemmer udleveret fra de prorussiske oprørere i Donetsk-regionen, hvor efterforskningen af nedskydningen også er blevet forhindret.

Indbyggere i Rotterdam gik mandag aften igennem byen i en sørgemarch. En lignende march vil finde sted i Amsterdam onsdag.

Ligene skal identificeres i Holland, hvor retsmedicinere har indhentet personlige oplysninger om alle de dræbte.

De to sorte bokse er blevet udleveret til Malaysia, og er derfra videregivet til de hollandske myndigheder. Herfra vil de blive sent til Storbritannien, hvor eksperter vil analysere dem.

Men det er Holland, der har overtaget ledelsen af den internationale undersøgelse af årsagerne til flykatastrofen i Ukraine.

/ritzau/AFP