Nigeria: 10-årig pige anholdt med sprængstoffer på maven

Skrevet af admin

30/07/2014

Mest læste i dag

Politi i det nordlige Nigeria har anholdt en blot 10 år gammel pige, der efter alt at dømme skulle til at begå en terrorhandling.

Om sin mave havde hun bundet et bælte med sprængstoffer, siger politiet.

- Sikkerhedsstyrker anholdt tirsdag tre mistænkte, der menes at være medlemmer af Boko Haram (oprørsgruppe, red.), herunder en 10-årig pige, siger regeringstalsmand Mike Omeri.

- Den 10-årige viste sig at have et bombebælte bundet om maven, siger talsmanden.

Anholdelsen skete i delstaten Katsina, der grænser op til delstaten Kano, der onsdag blev ramt af endnu et selvmordsangreb foretaget af en kvinde.

Det var fjerde gang i løbet af en uge, at et en kvinde sprængte sig selv i luften med ønsket om at tage andre mennesker med sig i døden.

Onsdagens angreb blev gennemført i storbyen Kano og kostede seks mennesker livet.

Der er i øjeblikket meget fokus på Nigeria og specielt den nordøstlige del af landet på grund af den militante gruppe Boko Haram, der i flere år har gennemført meget blodige angreb i kampen for en islamisk stat i netop det nordlige Nigeria.

Det var Boko Haram, der i april bortførte over 200 teenagepiger.

Oprørsgruppen er uden sammenligning den største sikkerhedstrussel mod Afrikas største økonomi og olieproducent.

Den ekstreme vold overskygger alle regeringens bestræbelser på at lokke udenlandske investorer til Nigeria, der har muligheden for at blive en økonomisk gigant på det afrikanske kontinent.

/ritzau/AFP