Nyt lovforslag: Frankrig vil give bøder til mænd, der pifter efter kvinder på gaden

Skrevet af Emil Ryttergaard

24/10/2017
Det skal være forbudt ved lov at pifte eller råbe efter kvinder på gaden, lyder et nyt lovforslag fra Frankrig. Foto: Shutterstock
Det skal være forbudt ved lov at pifte eller råbe efter kvinder på gaden, lyder et nyt lovforslag fra Frankrig. Foto: Shutterstock
I lyset af den seneste tids afsløringer om sexchikane og seksuelle krænkelser af kvinder, vil Frankrig nu give bøder til mænd, der pifter efter gaden på kvinder.

Mest læste i dag

Det skal være trygt for kvinder at gå på gaden, og hvis mænd pifter efter det modsatte køn på gaden, så skal det straks udløse en bøde. 

Sådan lyder et nyt lovforslag i Frankrig, hvor landets ligestillingsminister Marlène Schiappa tager kampen op mod sexchikane, skriver den franske avis Le Monde, i følge Jyllands-Posten. 

Loven skal introducere en ny type bøder, som fransk politi skal kunne udstede til mænd, der forfølger, pifter eller råber efter kvinder på gaden. 

Præcis hvor stor bødestraffen skal være, vides endnu ikke, men det forventes, at loven bliver introduceret i starten af det nye år.

- Personligt tænker jeg ikke, at det er chikane at pifte efter en kvinde på gaden, men det er det, når en mand for eksempel forfølger en kvinde i metroen. I det tilfælde er det tydeligvis stressende og intimiderende, siger den franske ligestillingsminister Marlène Schiappa ifølge avisen Le Monde.

En spørgeundersøgelse viser, at 80 procent af franskmændene bakker op om det nye lovforslag, men politiet har været kritisk over for loven, da det bliver svært at påvise mænds overtrædelser af loven.

Lovgivningen kommer som følge af den store internationale opmærksomhed, som skandalen om den amerikanske filmproducent Harvey Weinstein har affødt. 

Igennem en årrække skulle han have voldtaget og seksuelt krænket unge skuespillerinder under trusler eller løfter om at påvirke deres karriere.

Afsløringerne vælter fortsat frem, og historien om den magtfulde Weinstein har affødt #metoo-kampagnen på sociale medier, hvor kvinder deler deres egne oplevelser med seksuelle krænkelser for at sætte fokus på problemet. 

20-årig tager selfies med fremmede mænd på gaden - men de har alle én ting til fælles