Oprørere begår massakre i sydsudansk by

Skrevet af admin

21/04/2014

Dagens topnyheder

Oprørere i Sydsudan har dræbt over 200 civile under et angreb på oliebyen Bentiu i sidste uge.

Det oplyser FN mandag.

- Over 200 civile er rapporteret dræbt og over 400 såret ved moskeen, hedder det i en erklæring fra Unmiss, der er FN's fredsbevarende mission i Sydsudan.

Det var en radiostation, der havde opfordret oprørerne til at myrde folk fra en rivaliserende klan, der havde søgt tilflugt i en kirke, i en moské og på et hospital.

De voldsomme uroligheder i Sydsudan er en udløber af en magtkamp mellem præsident Salva Kiir og den tidligere vicepræsident Riek Machar, der støttes af oprørerne.

Bentiu er en vigtig olieby i provinsen Unity, hvor en stor del af landets olie produceres.

Oprørene krævede i sidste uge, at alle udenlandske olieselskaber forlader Bentiu og truede med at bruge magt for at fjerne dem.

En våbenhvile, der blev underskrevet af parterne i konflikten i januar, er flere gange brudt sammen, og olieproduktionen er gået i stå i det meste af Sydsudan.

Det ludfattige Sydsudan fik sin uafhængighed i 2011, da det blev løsrevet fra Sudan. Urolighederne har givet panderynker hos mange af landets vestlige støtter.

USA og EU har truet med at straffe de parter i konflikten, som begår forbrydelser og undergraver en demokratisk udvikling.

/ritzau/AFP