Politi i Berlin har anholdt to mænd for terrorplaner

Skrevet af admin

26/11/2015

Dagens topnyheder

To personer blev torsdag anholdt af specialtrænede enheder fra det tyske politi i Berlin, hvor de formodes at have haft planer om et terrorangreb, siger en talsmand for tysk politi ifølge Reuters. Under politioperationen, hvor de to mænd blev anholdt, blev en moské gennemsøgt.

Teknikere er efterfølgende ved at undersøge en "mistænkelig genstand."

Politi med bombehunde er blevet indsat, men der er ikke umiddelbart fundet våben eller sprængstoffer.

Politiets razziaer var først rettet mod et islamisk kulturcenter i bydelen Charlottenburg i den vestlige del af Berlin, og derefter mod en bygning i den sydlige forstad Britz.

- I forbindelse med denne trussel er to mænd blevet anholdt i Britz, skriver politiet i Berlin på Twitter.

I en anden meddelelse oplyses det, at "en mistænkelig genstand er fundet ved gennemsøgningen af de anholdtes bil".

- De to anholdte er 28 og 46 år, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Politiet siger videre, at flere huse er evakueret i Britz, mens den mistænkelige genstand undersøges.

Avisen Bild skriver, at politiet er rykket ud efter at have fået et tip om, at et angreb var ved at blive planlagt.

/ritzau/Reuters