Politi stormer McDonalds' hovedkvarter

Skrevet af admin

26/05/2016

Dagens topnyheder

Fransk politi oplyser torsdag, at man har gennemført en razzia mod McDonald's i Paris som led i en efterforskning om skattesvindel.

En kilde i politiet siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at ransagningen af fastfoodkædens franske hovedkvarter fandt sted onsdag i sidste uge.

Det var blandt andre efterforskere fra en særlig politienhed for korruption samt økonomisk- og skattemæssig kriminalitet, der deltog i aktionen, hvor flere dokumenter blev beslaglagt.

De franske myndigheder har mistanke om, at amerikanske McDonald's på ulovlig vis har betalt for lidt i skat i Frankrig ved at kanalisere sin franske indtjening videre til Luxembourg.

Her er virksomhedens europæiske hovedkvarter baseret, og her er selskabsskatten meget lavere.

Tirsdag stormede fransk politi Googles franske hovedkontor i Paris. De franske myndighederne mener, at den amerikanske it-gigant har snydt den franske statskasse for 1,6 milliarder euro, hvilket svarer til knap 12 milliarder danske kroner.

Google er blandt de multinationale selskaber, der er kommet under hård beskydning i Europa for at betale ekstremt lave skatter ved at flytte sine indtægter på tværs af landegrænser i et ofte komplekst net af finansielle systemer.

/ritzau/AFP