Rygterne svirrer: Zimbabwes Mugabe alvorligt syg

Skrevet af Redaktionen

03/09/2016

Dagens topnyheder

Zimbabwes mangeårige præsident, Robert Mugabe, vender hjem efter en udlandsrejse, og der er stærke forlydender om, at han er alvorligt syg.

Øjenvidner så ham lande i lufthavnen i hovedstaden, Harare, lørdag morgen.

Ifølge vedholdende rygter har han været i Dubai for at blive behandlet for en alvorlig sygdom.

Den 92-årige Mugabe er Afrikas ældste leder. Han så ud til at have det fint, da han forlod sit fly i lufthavnen i selskab med flere af sine sikkerhedsvagter.

- Jeg har været til et familieanliggende i Dubai, som handler om min søn, sagde han til journalister i lufthavnen på det lokale sprog shona.

- Ja, jeg var død, det er sandt nok, jeg var død. Men jeg genopstod, som jeg altid gør. Når jeg vender tilbage til mit land, så er jeg virkelig igen, tilføjede han sarkastisk på engelsk.

Det var en henvisning til spekulationer på mange hjemmesider, at han er bukket under for sygdom.

Det er ikke første gang, at der er rygter i omløb om, at han skulle være i elendig forfatning.

Mugabe beskyldes af landets opposition og stor del af omverdenen for at være skyld i, at Zimbabwe er gået fra at være et af Afrikas økonomisk mest vellykkede lande efter uafhængigheden i 1980 til et land på fallittens rand.

Statskassen er næsten tom. Det kniber med at betale løn til politifolk, soldater og andre offentlig ansatte. Det har givet anledning til store spændinger i landet og inden for hans eget parti Zanu-PF.

/ritzau/Reuters