Teenager filmet mens hun pisker pony ’for sjov’

Skrevet af Ninna Andreasen

04/03/2017
Episoden blev anmeldt af over 20.000, som havde set videoen på Facebook.

Dagens topnyheder

En teenagepige, som blev filmet i færd med at slå en pony med en pisk ”for sjov”, blev idømt en betinget fængselsstraf for episoden.

Video af situationen blev lagt på Facebook og set af to millioner. Det skriver Daily Mail.

Den 18-årige Chloe Morgan blev filmet af en veninde, mens hun piskede den fire år gamle pony Emry. Hesten stod bundet og kunne hverken forsvare sig eller slippe væk.

RSPCA – den store britiske dyreværnsorganisation – modtog over 20.000 anmeldelser af pigen, efter videoen gik viralt.

I retten blev den 34 sekunder lange video afspillet. Under sagen kom det frem, at veninden havde filmet afstraffelsen af hesten og lagt den på Facebook for sjov. Videoen viste også hestens ejers mand, som sparkede til den bundne pony.

- Morgan piskede ponyen i raseri og vrede. Dyret var rædselsslagent og bange gennem hele videoen. Dyrlægerne, som så den, siger, at Morgan brugte overdreven brutalitet mod hesten, som var frygtsom og stresset gennem hele oplevelsen, sagde Nick Devonald fra RSPCA.

Efter videoen blev offentliggjort, kom der flere dødstrusler mod den 18-årige pige.

I sin forklaring fortalte Chloe Morgan, at hun havde siddet på hesten i 10 minutter, før den blev bange. Herefter var hun ”tvunget til at slå den en eller to gange”.

Retten valgte i sidste ende at dømme den 18-årige for dyremishandlingen.

- Det er klart, at dette var et modbydeligt angreb på ponyen uden nogen som helst grund. Du var ikke i fare for at komme til skade, fordi dyret var tøjret. Det er en frygtelig forbrydelse, og der er ingen undskyldninger, sagde dommeren.

Chloe Morgan blev idømt tre måneders fængsel, mens hestens ejer blev idømt fire måneders fængsel. Begge domme er betingede med en prøvetid på 12 måneder.

Derudover blev de begge frakendt retten til at eje dyr i otte år. De skal desuden udføre 120 timers samfundstjeneste.