Teknikere fra Boeing undersøger vragdel i Frankrig

Skrevet af admin

01/08/2015

Dagens topnyheder

En gruppe teknikere fra den amerikanske flyproducent Boeing bliver nu sendt til Frankrig for at undersøge den vingeflap, som er fundet i det Indiske Ocean.

Vragdelen, der menes at stamme fra det Malaysia Airlines-fly, der forsvandt i marts sidste år, blev fundet drivende ud for den franske ø Réunion.

- På anmodning fra den civile franske havarikommission vil Boeing nu sende et teknisk hold for at bistå i analysen af delen, som blev fundet på Réunion, oplyser Boeing i en meddelelse.

- Vores mål, sammen med hele den globale luftfartsindustri, er fremdeles ikke bare at finde flyet, men også at kortlægge, hvad der skete - og hvorfor, tilføjer flygiganten.

Det var en Boeing 777'er, der i marts 2014 forsvandt med 239 mennesker om bord.

At vingestykket kommer fra netop sådan et passagerfly, er der efterhånden ingen tvivl om.

Det bekræftede myndighederne i Malaysia fredag.

Det er et påstemplet tal, der knytter forbindelsen mellem vragstykke og flytype.

- Ud fra nummeret er det blevet bekræftet, at det er fra en Boeing 777. Den oplysning kommer fra Malaysia Airlines. De har informeret mig, sagde Malaysias vicetransportminister, Abdul Aziz Kaprawi.

Det er imidlertid ikke bekræftet, om vingen stammer fra flyet på rute MH370, som forsvandt på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Det regnes dog for yderst sandsynligt, da flyvinger sjældent driver rundt til havs. Desuden er MH370 den eneste Boeing 777, som er styrtet ned på den sydlige halvkugle.

Australske efterforskere søger efter vraget godt 4000 kilometer fra Réunion, og de mener fortsat - trods fundet af vragdelen - at flyet ligger i det område.

Delen kan sagtens være ført af havstrømme til det sted, hvor den blev opdaget, har oceanografer forklaret.

Vragdelen bliver fløjet til Frankrig lørdag. Analysearbejdet ventes at begynde onsdag. Samtidig vil en iturevet kuffert, der blev fundet i nærheden, også blive undersøgt.

/ritzau/AFP