Topløse feminister afbrød 1. maj-tale

Skrevet af admin

01/05/2015

Dagens topnyheder

Tre topløse kvinder fra aktivistgruppen Femen i Frankrig gjorde nazihilsner, da de afbrød en 1. maj-tale fra Marine Le Pen, der leder Front National.

Efter at Le Pens parti vandt terræn i de franske lokal- og regionalvalg har Le Pen optrappet sin kritik af den socialistiske regering under præsident François Hollande.

I sin 1. maj tale langede Marine Le Pen hårdt ud efter både Hollande og den tidligere præsident Nicolas Sarkozy, som forsøger at få sit parti gjort klar til det næste præsidentvalg i 2017.

- De har tilladt masseindvandringen i Frankrig. De har afsikret den islamiske fundamentalismes granat. Vi har ret i det hele, hed det i talen fra Marine Le pen til hundredvis af tilhængere, i det centrale Paris.

Hendes tale blev første gang afbrudt, da hendes far, Jean-Marie Le Pen, som har stiftet partiet, gik på scenen til bifald fra tilhørerne, selv om han er pålagt særlige restriktioner af partiledelsen, efter at han gentagne gange har fremsat stærkt kontroversielle udtalelser om Anden Verdenskrig.

Den 86-årige partistifter gik ned igen uden at have ytret et ord. Men kort efter kom de tre topløse aktivister frem med slogans som ""Heil Le Pen" og "Stop fascismen" skrevet hen over deres bryster.

De blev hylet ud af folkemængden og ført væk af sikkerhedsvagter efter 10 minutters forløb.

Jean-Marie Le Pen besluttede for nylig at trække sit kandidatur ved regionsvalget til december. Det skete efter en bitter strid med Marine Le Pen, som i dag leder partiet.

Datteren har forsøgt at rydde op i det indvandrerkritiske parti og få fjernet racistiske og antisemitiske ytringer, så partiet fremstår mere spiseligt for de franske vælgere. Det viser meningsmålinger, at hun har haft held til.

/ritzau/AFP