Tusindvis er faldet for ondsindet fupnummer om baby i Grenfell Tower

Skrevet af webmaster

28/06/2017
Foto: AP/Shutterstock
Foto: AP/Shutterstock
Det kunne have været en glædelig nyhed i en mørk tid. Men nu skaber de falske informationer forargelse og raseri i befolkningen.

Mest læste i dag

Historien om en baby, der ikke blot havde overlevet det tragiske flammehav i Grenfell Tower, men også klaret sig igennem 12 døgn på 16. etage i resterne efter den tragiske brand, var lige det, som særligt briterne havde brug for at høre.

Derfor har nyheden om mirakel-babyen fået stor opmærksomhed blandt befolkningen, ligesom den er blevet delt og kommenteret flere gange på de sociale medier.

- OMG!!!! En baby har overlevet!! Jeg beder til, at det kommer sig helt, skriver brugeren Tiffany Thomas på Twitter.

Nu viser det sig, at historien er et fupnummer.

Det skriver Mirror.

Nyheden kom ud på Metro.uk (OBS: Siden har intet med Metro.co.uk at gøre) som ’Breaking News’. Mediet har tidligere sendt falske historier i omløb, men denne gang er de gået langt over stregen.

Afsløringerne om, at solstrålehistorien i en mørk britisk tid er falsk, har fået sindene i kog.

- Hvor lavt kan man synke. Der er en falsk historie om en baby, der er blevet reddet efter 12 dage i Grenfell Tower i omløb, lyder kommentaren fra Adam.

Brugeren er ikke ene om at føle afsky overfor historien om babyen. Synspunktet deler brugeren sara-jayne: 

- Jeg ville elske at finde den åndssvage person, som lige har fået mig til at tro på en historie om en baby, der har overlevet Grenfell Tower.

Det er ikke første gang, at Metro.uk skriver falske nyheder. Efter terrorangrebet i Manchester udsendte mediet informationer om folk, der var meldt savnet. Det viste sig også at være langt, langt fra virkeligheden.