Kommende mor er tæt på at dø, da ufødt barn sparker hul i maven

Skrevet af Ane Sørensen

12/10/2017
Foto: Peking University Shenzen Hospital
Foto: Peking University Shenzen Hospital
Der ventede lægerne et chokerende syn, da de i starten af oktober scannede en højgravid kinesisk kvindes mave.

Dagens topnyheder

Det udviklede sig pludselig på dramatisk vis, da den kinesiske kvinde Zhang var højgravid med en lille pige.

Barnet skulle nemlig have sparket sin mor så hårdt, at hendes lille ben ifølge lægerne stak ud gennem livmodervæggen i det, de omtaler som et ‘ekstremt sjældent tilfælde’.

Det skriver Daily Mail.

Zhang havde døjet med svære mavesmerter i fem timer, hvorefter hun var blevet bragt på hospitalet omkring klokken 10 om formiddagen den 2. oktober. Hun og familien troede først, at der var tale om slem mavepine, men det viste sig at være langt mere alvorligt.

Da lægerne foretog en ultralydsscanning af den højgravide kvinde, viste det nemlig, hvordan barnets ben stak ud af kvindens livmoder og ind i hendes underliv.

Det oplyste Peking University Shenzen Hospital tirsdag på deres officielle profil på det sociale medie Weixin, hvor de fortalte deres følgere om den kuriøse sag.

Zhang havde et ar på sin livmodervæg fra en operation i 2016, hvor hun havde fået fjernet en tumor fra sin livmoder. Seks måneder senere var hun blevet gravid. Det var angiveligt dette ar, der var blevet revet op af barnets voldsomme sparkeri.

Ifølge lægen Zhong Shilin skulle arret på Zhangs livmoder have været 7 centimeter langt og placeret i bunden af hendes livmoder.

Zhang var gravid i 35. uge og lægerne vurderede, at hendes tilstand var kritisk. Derfor arrangerede de straks en operation, hvor de ville bringe hendes lille datter til verden ved et akut kejsersnit.

Ifølge Peking University Shenzen Hospital skulle både mor og barn have det godt trods den dramatiske slutning på graviditeten. Lægerne anbefaler i opslaget, at kvinder venter et år eller to med at få børn, hvis de har fået en lignende operation.

Mor tager 3-årig datter med på dametoilettet: Hvad pigen pludselig udbryder, får moderen til at dø af skam