Utålmodig far fjerner barn fra gynge: Mor ringer til politiet

Skrevet af Lotte Sørensen

02/09/2014

Dagens topnyheder

Optrinnet skete i går på en legeplads i den australske storby Sydney. En anden mor, Elaine Stack, så det ske på afstand og havde svært ved at bedømme, hvilken af de to forældre, der gik over stregen. Hun spurgte derfor sine følgere på Facebook-siden for hendes børnetøjsforretning:

- Jeg var lige i parken, og politiet kom. En mor var tilsyneladende i gang med at skubbe sin lille pige på en gynge, da en far kom og sagde, at han også ventede på gyngen. Moderen svarede, at de lige ville bruge gyngen ca. fem minutter mere. Faderen stoppede gyngen, der var i bevægelse, og forsøgte at løfte datteren op! Moderen blev meget oprørt og ringede til politiet. Andre forældre i parken mente, at det var en overreaktion. Hvad ville du gøre? Ville du ringe til politiet?

Læs også: Kære mor med din iPhone: Du gør det rigtige

Responsen var overvældende, og holdningerne meget forskellige. Nogle mente, at det afhang af, hvor længe mor og datter havde brugt gyngen. Andre mente, at faderen klart gik over stregen, da han tog fat i kvindens barn, og andre igen mente, at problemet kunne være løst uden politi.

- Jeg synes, at de begge skulle tage at blive voksne og huske på, hvad det er for et forbillede, de er for deres børn. Det er latterligt at ringe til politiet på grund af en gynge. De tog begge fejl, skriver en.

Læs også: 15 ting du lærer når dine forældre bliver skilt

- Jeg ville helt sikkert ringe efter politiet. Den hjertestoppende følelse når en fremmed tager mit barn op, ville være nok til at få mig til at slå ham i ansigtet med gyngen, skriver en anden.

Politiet bekræfter overfor news.com.au, at de blev kaldt ud til en legeplads på grund af en disput over gyngen. De fortæller dog, at problemet løste sig, og at ingen blev anholdt.