Verdenskendt klatrer fundet fastfrosset til gletscher efter 16 år

Skrevet af Kirstine Petersen

03/05/2016

Mest læste i dag

I 1990’erne blev Alex Lowe anerkendt for at være en af verdens bedste bjergbestigere. Men så forsvandt han sammen med sin kameramand under et lavineskred. 

Mændene skulle have optaget en sekvens, hvor de som de første amerikanere stod på ski ned af Xixabangma-bjerget i Tibet. Optagelserne skulle have været til en dokumentar for tv-kanalen NBC Sports, men de kom altså aldrig tilbage fra bjerget. Det skriver NBC News.

Alex Lowe var dengang 40 år og hans kameramand, David Bridges, var blot 29 år. Lavinen begravede de to mænd på verdens fjortende højeste bjerge, Xixabangma, og de blev aldrig fundet – før for nyligt, hvor en tysk og en schweizisk klatrer besteg bjerget og fandt ligene, der nu var kommet til syne – cirka 16,5 år efter de forsvandt.

En anden deltager i 1999-ekspeditionen, Conrad Anker, har identificeret tøj og ting fra ligene, som dermed kan bekræftes at være Alex Lowe og David Bridges.

- Alex og David forsvandt og blev frosset i tiden. Vi har levet i 16 år i uvished, men nu er de blevet fundet, siger Conrad Anker.

Han giftede sig efterfølgende med Alex Lowes efterladte hustru, Jenni Lowe, og adopterede parrets tre sønner. Enken Jenni Lowe udtaler nu på vegne af familien, at:

- Alex’s forældre er taknemmelige for at vide, at deres søn er blevet fundet, og at Conrad, drengene og jeg vil lave en pilgrimsrejse til Xixabangma. Det er på tide at Alex får hvile.

Læs også: Hvad, bjergbestigerne fandt under sneen, hører til i en eventyrsfilm