Som kun 15-årig blev Yvonne Engelmann sendt fra sit hjem med sine forældre og ind i det, der skulle vise sig at være forrige århundredes værste dødslejr; Auschwitz.
Yvonne var og er jøde, ligesom sine forældre, og som så mange andre jøder i datiden, blev de chikaneret og forfulgt af det tyske Nazi-regime:
- Jeg måtte ikke gå i skole. Jeg kunne ikke gå frit på gaden, jeg skulle bære den gule Davidstjerne på mit tøj, og jeg måtte ikke blande mig med ikke-jøder. Venner, jeg var vokset op med, ignorerede mig totalt, udelukkende fordi jeg var født jøde, fortæller kvinden i dag til mediet News.com.au.
Familien levede konstant i frygt. Faderen blev taget med på politistationen af flere omgange, og moderen og Yvonne vidste aldrig, om han vendte tilbage. En dag kom han hjem med fortænderne banket ud af overmunden. Deres butik blev taget fra dem, og de blev sendt til en jødisk ghetto; væk fra deres hjem, fortæller Yvonne mediet. Den værste straf var dog, da familien blev sat på et tog med hundredevis af andre mennesker, der blev ledt ind i kvægvogne.
Foto: Polfoto/AP Auschwitz
- Der var ingen ventilation, det var varmt, der var kun en stålspand, der flød over, som toilet… Vi blev frataget os vores værdighed, erindrer kvinden.
Efter fem skrækkelige dage ankom hun, familien og de hundredvis af andre fanger til dødslejren, hvor der begyndte en grum udvælgelse.
“Dødsenglen” – også kendt som Dr. Mengele - pegede på tilfældige af de nyankomne og valgte, hvem af dem, der skulle dø omgående, og hvem der fik “æren” af at indgå i hans syge “videnskabelige” forsøg, hvor han steriliserede kvinder, skar kønsdele af mænd og lod børn fryse til døde eller gav dem diverse kemikalier.
Foto: Polfoto/AP Dr. Josef Mengele alias
Yvonne fik barberet alt hår af sit hoved og blev tvunget til at tage alt sit tøj af. Hun skulle i gaskammeret; et rum fyldt med brusehoveder, hvor gassen kom ud fra og slog folkene i rummet ihjel.
- Jeg anede ikke, hvad det var. Jeg var i en total choktilstand. Jeg tæntke ingenting, og jeg rystede sådan af frygt, at jeg var for bange til at græde, husker den i dag aldrende kvinde.
Det var her, miraklet skete; nemlig ingenting.
Hele natten ventede hun dér i rummet, nøgen og bange. Gaskammeret var gået i stykker.
Efter den længste dag i hendes liv, blev hun og de andre fanger gennet ud og arbejde – men arbejdet var trods alt bedre end gassen.
Yvonne fik arbejdet som en af de fanger, der skulle lede alle de andre fangers tøj igennem for værdigenstande. Imens brændte krematoriet 24-7. Der blev gasset over 6.000 mennesker i døgnet.
- Lugten af brændt menneskekød fyldte mine næsebor. Når jeg tænker tilbage på det i dag, har jeg ingen ide om, hvordan jeg overlevede det.
Men Yvonne havde lovet sin far, inden de blev adskilt ved kvægvognene på toget, at hun ville overleve.
Løftet hjalp hende igennem den umenneskeligt svære tid, og i dag fortæller hun derfor sin historie til andre, der har brug for håb.
Foto: Polfoto/AP Fanger i Auschwitz
Yvonne overlevede seks måneder i campen, inden hun blev sendt på en dødsmarch, der var arrangeret for at tage livet af de resterende jøder i campen. Udsultede skulle de gå kilometer efter kilometer i sne og alt for koldt tøj, så de fik frostbid, der stadig viser sig som ar på den i dag 88-årige kvindes krop. Men Yvonne overlevede.
I maj 1945 tabte tyskerne krigen. Yvonne var den eneste, der stadig var i live ud af hele sin familie.
- Kan I forestille jer, hvordan det føles?, spørger Yvonne Engelmann.
- Der er ingen, der kan give dig et kram eller sige noget, der får dig i et bedre humør. Ingen der kan give dig råd om noget. Jeg var 16 år og fuldstændigt alene i verden.
Efter krigen emigrerede hun til Australien. Langt væk fra Europa og krigens følger. Hun giftede sig med en anden overlevende fra en koncentrationslejr og blev forinden adopteret af en jødisk familie på det nye kontinent.
Hun har stadig traumer og mareridt om tiden, men håber, at andre kan lære af hendes historie:
- Jeg har en pligt til at fortælle min historie, siger hun.
Yvonne Engelmann underviser i dag på et jødisk museum, hvor hun fortæller gæsterne om sine oplevelser for at udbrede viden om tiden og ikke mindst give håb til de, der måtte mangle det, ifølge hende selv.
