Ekspert efter kronprinsens farlige ulykke: Dronningen må gribe ind

Skrevet af Sol Stoffregen

21/10/2016
Det er på høje tide, at Frederik skruer ned for de fysiske udfoldelser, vurderer kongehusekspert.

Mest læste i dag

Når man er 48 år, er man ikke længere en ung mand, og det bør landets kommende konge huske på, hvis det står til kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen, skriver Se og Hør.

Udmeldingen kommer efter sidste uges kedelige begivenheder, hvor kronprins Frederik slog sig løs på en trampolin under et privat arrangement og kom alvorligt til skade. Den 48-årige familiefar pådrog sig en fraktur på halsrygsøjlen. 

Den mislykkede trampolin-udfoldelse bør være en reminder om, at Frederik ikke længere kan eller skal det samme, som da han var ung, mener kongehuseksperten, der er lektor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til en bog om kongehuset.

– Det er et wakeupcall. Han er blevet midaldrende, og han skal til at indse, at han ikke er nogen sportsmand længere, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Og hvis Frederik ikke forstår at tage den med ro, må hans mor, Dronning Margrethe, på banen og skære det ud i pap. 

- Hvis han ikke selv forstår beskeden og fortsætter, kunne man godt forestille sig, at Margrethe siger stop, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Dronning Margrethe lød dog ikke til at være specielt forarget over sin ældste søns udfoldelser, da hun holdt tale ved fejringen af de danske OL-atleter i sidste uge, hvor kronprinsen ikke kunne deltage på grund af sin skade.

- Når man er fyldt næsten 50, så er det måske ikke så mærkeligt, at det går galt. Men han har det godt, sagde Margrethe til fejringen. 

De næste 12 uger vil landets kommende konge bære halskrave.