Musiklegenden skal spille koncert i Tivoli

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Med hits som "Your Song", "Rocket Man", "I'm Still Standing" og "Candle in the Wind" vil Elton John fylde Tivoli med sine klassikere, når han 6. juli spiller på Plænen i København.

Sidste år spillede den britiske superstjerne for et udsolgt Forum til både publikums og anmeldernes begejstring, men det er første gang, at han går på scenen i Tivoli.

67-årige Elton John er kendt for at optræde med stor energi ved sine to-tre timer lange koncerter, og Tivolis programchef, Rune Erbs Ledet, glæder sig over, at Elton John snart skal spille for åben himmel i forlystelsesparken.

- Elton John har sunget sig ind i generationer af menneskers musikhjerter, han hører til i toppen af internationale popikoner, siger Rune Erbs Ledet i en pressemeddelelse.

Sir Elton John lærte at spille klaver som treårig og blev senere uddannet på et musikkonservatorium. I 1970'erne fik han sit internationale gennembrud. Siden har han solgt mere end 250 millioner album og er en af verdens bedst sælgende kunstnere.

Den flamboyante stil og de kendetegnende farvede briller har fået millioner af fans verden over til at elske ham, og han har i løbet af sin karriere givet over 3500 koncerter i 80 forskellige lande.

Hans udødelige klassiker "Candle in the Wind" blev genindspillet som en hyldest til den britiske prinsesse Diana ved hendes død i 1997 efter en bilulykke.

Elton John, der var personlig ven med prinsessen, spillede også sangen med den nye tekst "Goodbye England's Rose" ved Dianas begravelse i Westminster Abbey. Alene denne version har solgt over 33 millioner eksemplarer.

Selvom man ikke køber billet til det afspærrede koncertområde foran Plænen, er det stadig muligt at opleve koncerten. Tivoli er åben for gæster, der kan se koncerten på afstand og uden for det aflukkede koncertområde.

/ritzau/