Stort tillykke: Sangeren Michael Falch fylder rundt i dag og afslører nyhed

Skrevet af Ninna Andreasen

16/09/2016
Han er kendt for sange som “Superlove” og “I et land uden høje bjerge”. Hvilken Michael Falch-sang er din favorit?

Dagens topnyheder

I dag fylder en af Danmarks mest kendte ansigter på musikscenen 60 år.

Michael Falch blev født i Køge den 16. september 1956, og han runder det skarpe hjørne i fin form.

På Facebook fortæller han, at hans nye soloalbum netop er blevet færdigt. Det bliver udgivet den 11. november.

- Tillad mig at juble lidt halvhøjt i fremskreden alder!, skriver sangskriveren og sangeren på sin Facebook-side.

Karrieren begyndte i bandet Malurt, hvor han fra 1977 og frem til midten af 80’erne var frontfigur. I 1985 gik han solo, og det er nok især solokarrieren, de fleste danskere kender ham for.

Sange som “Superlove”, “I et land uden høje bjerge” og “Den eneste i verden” har både været i rotation i radioen og i koncertsale og på festivaler landet over.

Efter en større nedtur med misbrug og stress tog Michael Falch en velvoksen pause fra musikscenen i 2002. Han fik comeback i 2006 med udgivelsen Falder Du Nu, hvor han blandt andet skrev og sang om nogle af de traumer, alkoholen havde givet i hans barndom, hvor forældrenes misbrug gjorde tiden turbulent.

Det er ikke kun inden for musikken, Michael Falch er et kendt ansigt. Han har også spillet med i flere film og blandt andet vundet en Bodil for sin rolle i  filmatiseringen af Dan Turells roman “Mord i mørket”. 

Han har desuden medvirket i tv-serier. Blandt andet Rejseholdet.

Michael Falch har tre døtre fra et tidligere ægteskab, Anna, Soffi og Mathilde Falch. Sidstnævnte har i øvrigt også godt gang i sin musikkarriere.

I dag bor Michael Falch sammen med familieterapeuten Anita Olsen.

Hvordan den store dag skal fejres, vides ikke. Men til morgen var Michael Falch i TV2’s program Go’morgen Danmark, hvor han spillede sin nye single “Sigter efter månen”.

Det er vist meget velvalgt. Senere i aften er der nemlig måneformørkelse.